Hvad vil du være til fastelavn?

I weekenden er det fastelavn.

En begivenhed, som mine rn glæder sig vanvittigt meget til, og som de har talt dagene til gennem de sidste par uger. 

De har dagligt vandret stolte rundt i deres kostumer, som henholdsvis leopard og Spiderman. Og så snart de får deres kostumer på, sker der noget magisk. De får alle mulige egenskaber, som normalt ikke får så meget plads i hverdagen. 

Den ellers energiske 4-årige leopard vandrer pludselig langsomt, brummende og fordybet rundt skulende til verden, for kort tid efter at være den mest kælne lille skabning, der skal nusses på maven og bag øret.
Og den 2-årige Spiderman, som normalt er til den forsigtige side, fyldes op af mod og sejhed, og render rundt i hele huset med armene over hovedet for at vise, hvor stærk han er.

Måske skal du ikke klædes ud i weekenden, men prøv bare for en stund at lege med tanken om, hvem du ville være, og hvilke egenskaber den karakter har.
Ville du være den vilde tiger, den varme, smilende bjørn, den modige superhelt, den sjove fjollede klovn, den sensuelle danserinde, den rolige og fokuserede kriger eller måske noget helt andet? 

Måske har du endda brug for at lege egoistisk skurk, bare for at skabe lidt plads inden i dig til at mærke, hvad du egentlig har brug for og længes efter?

Hvordan ville det være at bruge weekenden på at være lidt vildere, lidt mere varm og smilende, lidt modigere, mere fjollet, lidt mere sensuel eller lidt mere rolig og fokuseret, end du plejer at være?
Slippe pænheden og kontrollen lidt for en stund og lege med følelsen – om ikke andet bare inden i dig?
Hvordan ville det mon være, hvis du kunne integrere den egenskab lidt mere i dit liv generelt?
Du må godt, og mit gæt er, at det ville være ret fedt!

Jeg tror, jeg vil lege med tanken om at være en magisk fe, der spreder masser af glimmer og glæde omkring mig! 🧚‍♀️💫💝

 

Jeg ønsker dig den skønneste weekend! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *